Men selv om det var begivenheder i den kommunistiske verdensbevægelse og i omverdenen, der betød undfangelsen af SF, afspejlede det nye partis grundlag også et længe næret behov i den danske arbejderbevægelse. Ellers havde SF aldrig været så livskraftigt fra starten, som det faktisk var.

Socialisme på dansk

SF byggede fra starten på den 3.vej mellem kommunisme og socialdemokratisme. Kendetegnet for SFs socialismeopfattelse var en strategi, der byggede på både socialistisk samfundsforandring og demokrati. I dag lyder det som en selvfølge at forene demokrati og socialisme. Men SF og de italienske euro-kommunister var de første socialistiske partier i Europa, der gjorde det.

Et parti med to ben 

Der er mange grunde til, at SF fik succes fra starten. En af dem er, at SF altid har været meget lydhør overfor folkelige bevægelser. Det blev efterhånden en uadskillelig del af SFs strategi for socialisme at "gå på to ben". Det vil sige, at partiet kobler arbejdet på Christiansborg og i byrådene sammen med befolkningens aktiviteter.  

I slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne var der en meget stor tilslutning til fredsbevægelserne blandt andet i form af atomkampagnen. Aktivister protesterede mod prøvesprængninger i øst og vest og mod, at der skulle placeres atomraketter i Danmark. SF blev dannet som et anti-militaristisk parti, og mange SF'ere var aktive i atomkampagnen. 

I 1980'erne voksede især freds- og miljøbevægelserne, som SF havde et tæt samarbejde med. Samarbejdet var med til at presse et alternativt sikkerheds- og miljøpolitisk flertal igennem under Schlüter-regeringen. Flertallet bestod af SF, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre.

Efter Sovjetunionens og Warshawapagtens opløsning gennemførte SF en kampagne for nedrustning af det danske forsvar, og for at midlerne skulle flyttes fra militær til miljø.

Det grønne parti

Græsrodsbevægelserne var også med til at ændre SFs politik, så den blev mere miljørettet. I midten af 1970'erne markerede SF sig første gang miljøpolitisk ved at sige entydigt nej til atomkraft i den danske energipolitik. I slutningen af 70'erne begyndte SF at udmønte en konkret miljøpolitik. Fra 1980'erne og frem blev SF det vigtigste grønne parti. Og det i en sådan grad, at andre grønne partier ikke har fået fodfæste i Danmark.

Ingen klassekamp uden kvindekamp 

Når SF idag har en stærk kvindeprofil skyldes det ikke en bevidst politik ved partiets dannelse. Kvindeprofilen voksede frem, fordi nogle kvinder i begyndelsen af 1970'erne - efter at kvindebevægelsen var opstået - bragte ønsket om reel ligestilling ind i SF. De dannede kvindegrupper i SF til stor irritation for datidens mandeledelse. For dem var kvindebevægelsen en gangart. Kvindebevægelsen voksede hurtigt og forgrenede sig i et utal af kulturelle og politiske manifestationer og blev den stærkeste bevidsthedsmæssige revolution i partiet. Dygtige kvinder gennemførte et politisk og holdningsmæssigt skred i SF, så partiet blev frontløber på ligestillingsområdet.

Gert Petersen, formand for SF 1974-1991

Socialisme i Europa 

Kampagnen op til EF-afstemningen om dansk medlemsskab i 1972 gav SF god vind blandt de aktive på venstrefløjen og blandt mange socialdemokrater. SF fik en stor medlemstilgang på grund af EF- modstanden og arbejdede for en udmeldelse af EF i årene efter. I 1991 vedtog SFs landsmøde det nye handlings- og principprogram "Mod Nye tider" og gik bort fra en EF- modstanderlinje.

Baggrunden for det var, at Europa så anderledes ud efter Murens fald. Østblokken blev opløst, og flere øst- og centraleuropæiske lande udtrykte ønske om at blive medlemmer af EF. Desuden havde Danmark i 1986 tilsluttet sig Det Indre Marked på trods af SFs anbefaling af et nej. Europa og EF blev en kampplads mellem højre og venstre, og SF formulerede derfor en strategi for et forandret EF på socialistiske værdier for mere demokrati, solidaritet og bedre miljø.

Strategi for socialisme

SF mente fra starten, at de borgerlige partier var de politiske hovedmodstanderne, og at Socialdemokratiet som det største parti i arbejderbevægelsen var en allieret i kampen for socialisme. SF adskilte sig på den måde fra DKP, som i lange perioder så Socialdemokratiet som en hovedfjende, fordi det ved at samarbejde med borgerlige partier forrådte arbejderklassen. SFs opgave var under den økonomiske højkonjunktur i begyndelsen af 60'erne at trække Socialdemokratiet til venstre gennem forslag om en mere vidtgående socialreform, en mere social boligpolitik, et mere retfærdigt skattesystem og så videre. Strategien virkede overfor vælgerne, og SF voksede både i folketinget og i antallet af medlemmer. I 1966 var der et flertal i folketinget bestående af SF og Socialdemokratiet, og det første røde flertal var en realitet.

SF blev sprængt 

Det holdt dog kun i 1 år, fordi det garvede socialdemokratiske regeringsparti kunne spille på et uerfarent SF, samtidig med at der i SF var forskellige opfattelser af den socialistiske strategi. SF var ikke tilstrækkeligt forberedt til at tackle et tæt samarbejde med Socialdemokratiet og få indflydelse. Det endte med en sprængning af SF. Udbryderne dannede VS, der tiltrak mange unge og intellektuelle i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968.

Fra vagthund til alternativ 

Erfaringerne fra det røde flertal og en stadig mere skærpet krise i den kapitalistiske økonomi var med til, at SF ændrede strategi. Fra at have rollen som kritisk vagthund overfor Socialdemokratiet, formulerede SF et politisk alternativ til det. Den socialistiske profil blev skærpet og samarbejdet med de udenomsparlamentariske bevægelser blev styrket. Det betød, at SF tiltrak nye vælgergrupper. SF forenede de nye politikområder - den økologiske, den kvindepolitiske og den ideologiske - i den marxistiske analysemåde. Hvor SF tidligere var et arbejder-, et by- og et mandeparti, blev SF i slutningen af 70'erne et bredere venstrefløjsparti, der stille og roligt fik flere vælgere - også i landets vestlige egne.

SF vil mere end at være støtteparti

Med sin nye styrke formulerede SF i 1980 en konkret strategi for et arbejderflertal i folketinget, og op igennem 80'erne udbyggede SF sin politik på alle enkeltområder. Det mundede i 1987 ud i, at SF for første gang ønskede at gå i regering med Socialdemokratiet og ikke blot være støtteparti.

 Aksel Larsen stiftede SF 

Axel Larsen, ca. 1959

Det var Aksel Larsen, der stiftede SF som parti i 1959. Han var sammen med andre ledende kommunister blevet ekskluderet af DKP. Aksel Larsen havde blandt andet kritiseret Sovjets invasion af Ungarn, og han ønskede en selvstændig dansk politisk udvikling løsrevet fra enhver Sovjetstyring. Grundlaget skulle være en demokratisk socialisme på dansk.

Socialisme ad fredelig vej

Fra den politiske udtalelse på SFs stiftende landsmøde d.15/2-59.: "Vejen til socialismen og metoderne for dets opbygning i Danmark er det danske folks egen sag. Arbejdet for fornyelse i dansk politik og for socialismen skal gøres på den danske virkeligheds grund og ikke under efterligning af veje og metoder, der har været benyttet i andre lande med andre forudsætninger.
Vi vil en socialistisk udvikling af vort land under bevarelse af de demokratiske frihedsgoder, som det danske folk gennem generationer har tilkæmpet sig.
Vort mål - et socialistisk Danmark - vil vi nå gennem overvejende tilslutning fra befolkningen hertil. Vi vil bekæmpe enhver form for mindretalsdiktatur og diktatur over folket. Socialisme er ikke kun et økonomisk system, men et sandt demokrati. Vi anser det for muligt, at Danmark kan nå til socialismen ad fredelig vej og tilstræber ingen anden."

SFs formænd gennem tiderne:

	Axel Larsen, formand fra partiets dannelse i 1959 til 1968
	Sigurd Ømann, formand i perioden: 1968-1974
	Gert Petersen, formand i perioden: 1974-1991
	Holger K. Nielsen: 1991- 2005
	Villy Søvndal: 2005